Intro: Hvilket udstyr kræver orienteringsløb?

Flere nyheder

Sko!

Orienteringsløb er en sport, der stort set ikke kræver noget udstyr. Du kan såmænd møde op i dit almindelige tøj eller helt almindelige løbesko og alm. sportstøj. Hen ad vejen kan du så vælge at opgradere.

Hvad skal du bruge som begynder?

Du kan deltage i hvad som helst. Mange møder bare op i almindeligt tøj og går rundt for at finde posterne. Hvis man så bliver bidt af sporten, vil man måske skifte fra alm. tøj til løbesko og alm. idrætstøj.

Selv om du kan møde op i alle typer af tøj, vil du hurtigt lægge mærke til, at vores løbetøj ofte har fået lidt rifter fra turen gennem skoven, så lad være med at tage dit nyeste løbetøj på til dit første orienteringsløb. Ingen går op i at have pænt tøj på.

Når vi løber i skoven er det en fordel at løbe med lange bukser og lange ærmer for at beskytte mod brændenælder og brombær. Når vi løber i byerne, løber vi bare tit i shorts og alm. løbesko. Om vinteren opgraderer vi med lange bukser og måske to t-shirts eller en let løbejakke.

Måske får du brug for lidt udstyr, men det kan ofte lånes de første par gange. Hvis du deltager i et lokalt træningsløb, er det tit muligt at låne de mest essentielle ting. Spørg fx efter:
– Kompas: Så du kan vende kortet rigtigt.

– Pandelampe: Hvis du kommer til træning i vinterhalvåret

– Sport-ident: Til nogle (få) træningsløb tager vi tid. Det sker nogle gange ved at stemple posterne sport-ident som du kan låne.

Opsummering: Lad være med at købe noget særligt udstyr de første gange. Mød bare op, så kan du altid få et godt råd.

Hvilket udstyr løber de rutinere løbere med?

KOMPAS
Når man har løbet o-løb i et stykke tid, ønsker de fleste sig et kompas. Her kan man vælge mellem to typer:

– Et alm. pladekompas. Prisen starter ved ca. 100 kr. Husk, at du altid kan låne pladekompasser til vores træningsløb helt gratis.

– Et tommelfingerkompas. Her starter prisen ved 3-500 kr. Fordelen ved tommelfingerkompasset er, at det fylder mindre i hånden og er nemmere at lægge på kortet. Spørg en af de rutinerede løbere, så vil de demonstrere forskellen.

De to mest almindelige kompastyper er tommerfingerkompas (tv) og pladekompas (th).
(Fotos: Ernst Poulsen)


ORIENTERINGS-SKO
Hvis du skal løbe i byens parker eller en let bane, hvor du bliver på skovens stier, så anbefaler vi bare at løbe i alm. løbesko.

Når vi løber i skoven bliver skoene nemt mudret til eller de får rifter. Det kan alm. løbesko ikke altid holde til. Derfor investerer de fleste i et par o-sko, som ikke suger vand og som har dubber, så de bedre kan stå fast.

Nogle foretrækker alm. dubber, mens andre synes man står bedre fast med metaldubber. Spørg de andre i klubben, hvad de foretrækker. 

Skoene forhandles stor set kun i de få o-butikker der findes, og den nemmeste måde er at tage med til et af de større åbne løb (fx divisionsmatcher), hvor man typisk kan prøve skoene.

Posterne klippes med en lille Sport-Ident (SI) enhed. Pigen her har en lille sort/rød standard-enhed som koster 300 kr. (Foto: Ernst Poulsen)

SPORT-IDENT BRIK (SI-brik)
Til nogle træningsløb - og til alle større løb stempler man posterne med en elektronisk stempelbrik, der er en lille plasticdims man sætter på sin finger med en elastik. Til alle løb kan du låne en gratis eller leje den for typisk 15 kr.  

Hvis du gerne vil have din egen, kan du købe dem for 3-600 kr.

Der findes to forskellige systemer i Danmark - SportIdent (SI) og Emit. Spørg i den lokale klub, hvilket system de bruger.

Priserne varierer fra 300 - 600 kr. alt efter hvor mange poster du har brug for at kunne klippe og hvor hurtigt enheden fungerer. Som begynder betyder forskellen ikke noget.

Hvilket udstyr bruger de mest erfarne løbere?

Du har forhåbentligt bemærket, at du slet ikke behøver noget udstyr for at komme i gang.

Hvis du nu er gadget-fetichist, så vil du sikkert gerne vide, om ikke de rutinerede løbere investerer mere.

Og jo, der er en række andre småting man kan investere i:

– Løbetøj – evt. klubtrøjer, der er gode at ånde i. Spørg i din lokale klub.
– Løbebriller (hvis du har brug for briller, men ikke vil tabe læsebrillerne)
– Pandelampe (til natløb)
– Løbeur (til tracking af din rute)
– Benskinner (mod brombær)
– Postdefinitionsholder (så du ikke skal folde kortet ind/ud ved hver post)

Men tag det roligt. De fleste starter med at løbe træningsløb uden særligt grej, og der er ingen, der køber hele striben af udstyr fra starten. Vent til behovet opstår.

Hvor køber jeg orienteringsudstyr?

Til rigtigt mange større orienteringsløb – fx divisionsmatcher – dukker der 1-2 butikker op, som sælger sko, løbebukser, kompasser, løbebriller, mv.

I de butikker er de gode til at svare på spørgsmål, og da de støtter sporten ved at gøre det nemt at købe udstyr, så er de fleste løbere også glade for at støtte butikkerne.

Du kan også shoppe i disse webbutikker:
– https://www.o-butikken.dk/
– https://mollersport.dk/
– https://loberen.dk/
– http://www.sportident.dk/

Til de fleste større løb findes der en orienteringsbutik eller to, hvor man kan købe udstyr. Start med at spørge dine klubkammerater.